Hoi An

Hoi An er Vietnams ældste by og måske også den smukkeste. Et charmende lille fiskerleje med nogle af de ældste og bedst bevarede huse i Vietnam.

Havnen var for knap 2000 år siden et vigtigt knude punkt for handlen mellem øst og vest hvor kinesiske, japanske og portugisiske søfarende og købmænd rejste til og mange valgte af slå sig ned her.

Og dette kan ses på arkitekturen. Den gamle bydel er på listen over UNESCOs verdens kulturarv. Denne del af byen er bilfri (og tildels også motorcykel fri (så du kan i ro og mag slentre rundt og iagttage de smukke huse), som er dekoreret med paneler, der er indgraveret med kinesiske tegn og med udskårne ornamenter. Besøg også de historiske monumenter og de prægtige gamle templer.

Det er meget nemt at finde rundt i byen, og her er masser af spændende butikker, som sælger alt mellem himmel og jord, eller nyde en kop te i en af de mange hyggelige caféer helt ned til vandet. I Hoi An finder man også masser af kunst, templer, pagoder, super restauranter og rigtigt mange skræddere, som hurtigt og billigt kan forsyne dig med en helt ny garderobe.

Hovedvejen ned mod stranden fra Hoi An er ikke særlig befærdet, så gå eller lej en cykel derned. Turen tager en halv times tid. Det giver mulighed for selv at sætte farten og stoppe, når noget interessant byder sig til – og det gør det altid i Vietnam. Byen ligger tæt på Danang i Centralvietnam og har 2 af Vietnams bedste golfbaner Danang Golf Course & Montgomerie Links indenfor 20 minutters kørsel.